Stærke verber
Forside

Det er bedre at kalde den slags verber "aflydende", men de kaldes også "uregelmæssige".

Til nedenstående rækker hører også sammensætninger med grundordene, men de bliver ikke omtalt specielt. Eksempler:

gribeangribe, begribe, foregribe etc.
bringeanbringe, bibringe, overbringe etc.
læggeanlægge, udlægge, ødelægge etc.

I mange tilfælde ved de stærke verber ender de tillægsord, der eventuelt kan dannes af deres perfektum participium, i ental på -en, i flertal på -ne (f. eks. given, givne). Disse former er, hvis de forekommer, angivet efter verbets bøjning. Adskillige af disse verbaladjektiver forekommer på dansk normalt kun i sammensætninger. Således findes adjektiverne "bleven", "blevne" oftest i former som "de tilbageblevne", "det tiloversblevne", eller adjektiverne "kommen", "komne" oftest i sammensætninger som "de ankomne", "de omkomne", "velkommen".

Stærke verber

NavneformDatidKort tillægsformAdjektiverSammensætninger
bedebadbedt
betydebetødbetydet
bidebedbidt
bindebandtbundetbunden, bundne
bliveblevblevetbleven, blevnetiloverblevne, udeblevne
bristebristede (eller brast)bristet
brydebrødbrudt(gl. form) brodden, brodnebrodne kar
bydebødbudtbuden, budneubudne gæster
bærebarbåretbåren, bårnefuldbåren, enbåren, luftbåren
dragedrogdragetdragen, dragnevelopdragen, uopdragen, bortdragne, fremdragne
drikkedrakdrukket(beruset) drukken, druknefordrukken, døddrukken, søvndrukken
drivedrevdrevet(snedig) dreven, drevneoverdreven, veldreven, eldreven, benzindreven
faldefaldtfaldetfalden, faldne
farefor (eller farede)faret
fare 2faredefaret(føde smågrise)
findefandtfundetfunden, fundne
flydeflødflydt
flyvefløjfløjetfløjen, fløjneforfløjen, bortfløjen
fnysefnysede (eller fnøs)fnyset (eller fnyst)
fortrydefortrødfortrudt
frysefrøsfrossetfrossen, frosne
fygefygede (eller føg)fyget (eller føget)
fikfået
gidegadgidet
givegavgivetgiven, givne
glidegledgledet
gnidegnedgnedet
gribegrebgrebetgreben (sjælden), grebne
grædegrædgrædt
gydegydede (eller gød)gydt
gysegyste (eller gøs)gyst
gældegjaldtgjaldt (eller gældt)
gikgået
heddehedheddet
hivehevhevet
hjælpehjalphjulpethjulpen, hjulpne
holdeholdtholdt
hængehang (eller hængte)hængt
hænge 2hængtehængt(hænge min frakke)
jagejagede (eller jog)jaget
klingeklingede (eller klang)klinget
knibeknebknebetkneben, knebneet knebent flertal
kommekomkommetkommen, komneankommen, bortkommen, forkommen, velkommen
krybekrøbkrøbetkrøben, krøbne
ladelodladet (eller ladt)
lade 2ladede (lod)ladet (ladt)(lade vandet)
lade 3ladedeladet (ladt)(lade geværet)
lelole(e)t
lide (have smerte)ledlidt("lide" = "kunne lide", "synes om" forekommer kun som navneform).
lide (om tid)ledledetleden, ledne (Retskrivningsordbogen hævder de eksisterer. De er i hvert fald ekstremt sjældne og forekommer vist kun i adverbiet "forleden")
liggeligget
lydelødlydt
lyveløjløjet
løbeløbløbetløben, løbneforløben, anløben, påløben
nivenevnevetI sin tid opstået som udtalevariant af "knibe"
nydenødnydt
nysenyste (eller nøs)nyst
pibepebpebet
rideredredetreden, rednebereden, skamreden, bortreden
rinderandtrindet (eller rundet)runden, rundnehenrunden, oprunden, udrunden
riverevrevetreven, revneforreven, løsreven, afrevne
rygerøgrøgetrøgen, røgne
 røgerøge sild, røgede, røget
seset
siddesadsiddet
skideskedskidtskidden, skidne
skrideskredskredetskreden, skrednefremskreden, nedskreden, overskreden
skrigeskregskreget
skriveskrevskrevetskreven, skrevne
skydeskødskudt
skælveskælvede (eller skjalv)skælvet
skæreskarskåretskåren, skårne
slibeslebslebetsleben, slebne
slidesledslidt
slåslogslåetslagen, slagne
smidesmedsmidt
smygesmygede (eller smøg)smyget (eller smøget)
snigesnegsneget
snydesnødsnydt
sovesovsovet
spindespandtspundetspunden, spundne
springesprangsprungetsprungen, sprunge
stigestegstegetstegen, stegnealdersstegen, opstegen
stikkestakstukketstukken, stukne
stinkestankstinket
stjælestjalstjåletstjålen, stjålne
stridestredstridt
strygestrøgstrøgetstrøgen, strøgne
ståstodståetstanden, standneopstanden, genopstanden
svidesvedsvedetsveden, svedne
svie (= smerte)svedsvedetI sin tid opstået som udtalevariant af "svide", og sådan må man også gerne stave det.
svigesvegsvegetsvegen, svegne
svindesvandtsvundetsvunden, svundne
svinge (noget)svingede (eller svang)svinget (eller svunget)svungen, svungne
svinge 2(vejen) svingedesvinget
sværgesværgede (eller svor),
sværget (eller svoret)
svoren, svorne
syngesangsungetsungen, sungne
synkesanksunketsunken, sunkne
tagetogtagettagen, tagnegentagen, vedtagen, undtagen
tietiede (eller tav)tiet
træffetraftruffettruffen, trufne
trækketraktrukkettrukken, trukne
tvindetvandttvundettvunden, tvundne
tvingetvangtvungettvungen, tvungne
vigevegvegetvegen, vegnebortvegen, undvegen
vindevandtvundetvunden, vundnehævdvunden, floromvunden, genvunden, overvunden
vridevredvredetvreden, vredneforvreden, skævvreden, sammenvreden
være (er)varværet
ædeådædt

Svage verber

(= ikke aflydende), men med "uregelmæssigt" dannet svag datid og svagt perfektum participium

bringebragtebragt
dølgedulgtedulgt
følgefulgtefulgt
gøregjordegjort
havehavdehaft
kvælekvaltekvalt
læggelagdelagt
rækkerakterakt
sigesagdesagt
smøresmurtesmurt
spørgespurgtespurgt
strækkestraktestrakt
sælgesolgtesolgt
sættesattesat
trædetrådtetrådt
tælletaltetalt
vækkevækkede (eller vakte)vækket (eller vakt) - (vakt til live)
vække 2vækkevækkede, vækket - (af søvnen)
vælgevalgtevalgt
dødedød (med usædvanlig kort tillægsform; ældre dansk: døet)

Om hvorfor denne gruppe alligevel skal kaldes svagt bøjet kan man læse nedenfor.

De har uregelmæssig nutid (uden endelsen -er), men svagt bøjet datid og perfektum participium.

at burdebørburdeburdet
at kunnekankunnekunnet
at måttemåttemåttet
at skulleskalskulleskullet
at turdetørturdeturdet
at villevilvillevillet
Som modalverberne bøjes også verbet:
at videvedvidstevidst

Historisk redegørelse

Udtrykket "stærke verber" går tilbage til de tyske Grimm-brødre, der ud over at udgive eventyr også arbejdede ihærdigt med tysk grammatik og med ordbogsarbejde. De fandt på betegnelsen "stærk" for bøjninger, der var meget varierede, f. eks. verbalbøjninger som singt - sang - gesungen, hvor stammen ved bøjningen ændres kraftigt, over for de verber de kaldte "de svage", hvor stammen ikke ændres, f. eks. holt - holte - geholt. Betegnelsen "uregelmæssig" brugte de ikke, for de vidste godt at verber af typen singen, kommen etc. ikke er spor uregelmæssige. Betegnelsen "uregelmæssig" stammer fra den latinske grammatik og fra de romanske sprog, hvor man har virkelig uregelmæssige verber. Endvidere bruges betegnelsen i engelsk (irregular verbs), hvor den er overtaget fra latin. I dag foretrækker vi at kalde dem aflydende verber.

Aflydende verber er en del af en tilsyneladende kaotisk gruppe. Ægte aflydende verber, der i nedenstående liste er holdt for sig, er den type som danner datid og perfektum participium ved (hyppigst) at ændre i infinitiv- og præsens-stammens vokal, men som - og det er vigtigt - ikke tilføjer nogen yderligere datidsendelse! Derfor er "synger" med datiden "sang" et ægte aflydende verbum, mens "søger" med datiden "søgte" og "vælger" med datiden "valgte" ikke er aflydende. Datidsformen "valgte" har nemlig udover vokalændringen i stammen datidsendelsen -te. Senere hen i teksten står der lidt om den gruppe som "vælge" hører til. Ikke aflydende verber er altså verber hvor datidsformen ender på -te eller -ede, og perfektum participium på -(e)t. Derfor er søger - søgte - søgt et ikke aflydende verbum.

I alle de germanske sprog har vi opdelingen i aflydende og ikke aflydende verber. Der er altså tale om to forskellige måder at bøje verber på. Lidt af en luksus!

Lad os se på nogle eksempler fra flere sprog

Aflydende

dansksyngersangsunget (ældre dansk: sungen)
engelsksingssangsung (gammelengelsk sungen)
tysksingtsanggesungen
hollandskzingtzonggezongen (zong af ældre zang)

Ikke aflydende:

danskhåberhåbedehåbet
engelskhopeshopedhoped
tyskhoffthofftegehofft
hollandskhoopthooptegehoopt

Når vi på dansk finder en bøjning som brister - bristede/ brast - bristet, skyldes det, at den ikke aflydende ("svage") bøjning presser den aflydende ud. Hvor vidt det er gået i dette verbum - som moderne danskere vel kun bøjer ikke aflydende - kan man se ved at betragte den ældre danske bøjning: brister - brast - brusten. Denne gamle bøjning er rent aflydende. "brast" som datidsform er ved at være sjælden. "brusten" finder vi i dag kun i forbindelse med afdødes øjne (et brustent blik; brustne øjne). Denne udvikling fra at være et aflydende verbum til at blive et ikke aflydende er ikke ualmindelig i dansk. Den skyldes at de ikke aflydende verber er så langt de hyppigste.

Så kommer vi til en tredje gruppe, som igen er ikke aflydende verber - altså "svage" verber - men hvor vokalen i infinitiv og nutid er forskellig fra vokalen i datid og perfektum participium. Det er typen tælle - talte - talt, eller følge - fulgte - fulgt. Vokalerne kan variere, men i det enkelte verbum fra denne gruppe er der ens vokal i datid og perfektum participium! De adskiller sig alene af sproghistoriske årsager fra de "almindelige" svage verber, idet de i det ældste sprog i infinitiv og nutid havde et i-element i endelsen (dette element skrives normalt j), der bevirkede omlyd af den oprindelige vokal. Denne oprindelige vokal bevaredes uomlydt i datid og perfektum participium, da der her ikke var et i-element, der kunne bevirke omlyd.

Indviklet? Vi tager et eksempel.

Verbet "tælle" hed på gammeldansk tæljæ, og har i urnordisk heddet taljan. I urnordisk havde man i dette verbum den fælles stammevokal a i både infinitiv/ nutid, samt i datid og i perfektum participium. i-elementet bevirkede imidlertid i det norrøne sprog omlyd fra a > e (eller æ) i infinitiv og præsens. Altså: den urnordiske infinitiv taljan udviklede sig, via norrønt telja, til gammeldansk infinitiv tæljæ.

Dette i-element havde man ikke i datid og i perfektum participium, hvorfor disse to former i gammeldansk ikke fik omlyd og dermed kom til at hedde talde og tald.

Derfor havde vi i gammeldansk

tæljætaldetald
sæljæsaldæsald
læggjælagdælagt etc.

I nogle tilfælde er vokalen a i datid og perfektum participium blevet til o eller å (saldæ, sald => solgte, solgt; tradæ, trad => trådte, trådt). Andre har vokalen ø i præsenssystemet, men har u i datid og perfektum participium (følge, fulgte, fulgt; spørge, spurgte, spurgt; smøre, smurte, smurt). Forholdet mellem ø og u i disse tre verber er kompliceret sag. Man havde jo forventet fylge - fulgte, spyrge - spurgte. Men på dansk udvikler et oprindeligt y foran l og r sig til ø. Derfor.

Konklusion: det er altså historisk set ikke datid og perfektum participium der er "uregelmæssige", men infinitiv og præsens. Denne type svage verber med vokalændring på den beskrevne måde findes i alle germanske sprog:

tysknenntnanntegenannt
 sendetsandtegesandt
engelsktellstoldtold (a => o)
 bringsbroughtbrought (langt a => ou)
hollandskdenktdachtgedacht
 brengtbrachtgebracht

Modalverberne (mådesudsagnsordene) samt verbet "vide" er en særlig gruppe, der også findes i alle germanske sprog - med lidt varianter. De kaldes i sprogvidenskaben præterito-præsentiske verber. Præteritum betyder datid, og præsens betyder nutid. Deres moderne nutidsformer (han kan, he can, er kann, hij kan) er historisk set gamle stærke datidsformer, som har fået nutidsbetydning. De har beholdt den manglende 3. person-entals endelse i nutid (sammenlign han kan, han skal med han kom, han sang; eller engelsk he can, he shall - he came, he sang). Da formerne "må", "bør", "kan", "ved" etc. har nutidsbetydning, måtte man i fordums tid danne nye datids- og perfektum participiums-former. De blev svage (måtte, måttet; burde, burdet; skulle (< skulde), skullet; vidste, vidst etc.).

© Poul Erik Jørgensen